Thorsvangs Venner
​
Thorsvangs Venner er en venneforening, som blev stiftet den 22. oktober 2012 og som i dag har langt over 500 medlemmer. Da stifteren af Thorsvang – Danmarks Samlermuseum, Henrik Hjortkær, havde født ideen til museet i 2011/12 loddede han stemningen blandt Møns lokale borgere og indkaldte til et informationsmøde om sine tanker. Til det første møde kom der over 100 personer, langt over de 24 stole som Henrik og hans kone havde sat frem. Interessen var enorm og da foreningen blev stiftet den 22. oktober 2012 var deltagerantallet igen langt over 100 personer. Venneforeningen var en realitet og straks begyndte et stort antal af medlemmerne med etableringen af alle de små butikker og værksteder. Der blev malet, hamret, savet osv. til den store guldmedalje. Et kæmpe arbejde og slid som resulterede i et fantastisk resultat og samtidig en stor social gevinst. Lokale borgere fra nær og fjern har siden og i dag deres jævnlige gang på Thorsvang. Som Vordingborg Kommunes Borgmester udtrykker det; ”Thorsvang er kommunens største SFO for voksne”, og det er ikke løgn. Denne store skare af engagerede frivillige lægger deres sjæl og fritid i Thorsvang – det er ganske enkelt formidabelt.
​
Et medlemskab af Thorsvangs Venner koster 100,- om året og for dette beløb for du fri entre til museet hele året. Har du lyst til at være aktiv, på den ene eller anden måde, så er det blot at melde din ankomst. Det bedste er, at komme derud og gribe fat i den første den bedste. Så vil vedkommende organisere, at du kommer i de rette hænder og kommer på din rette hylde. Har du lyst til at deltage som guide, vil du hellere være håndværker og deltage i renoveringsarbejder mv. eller har du helt andre kompetencer som du vil tilbyde; det kan f.eks. være at oversætte tekster til engelsk/tysk, udarbejde materiale til skolebørn på besøg eller helt andre ting. En gang i kvartalet mødes alle aktive til fælles møde og spisning, hvor der måske også kommer en foredragsholder, der synges el. lign. Kammeratligt samvær på bedste vis, krydret med lidt godt til ganen. Venneforeningen afholder nogle ture for aktive medlemmer til f.eks. andre museer og deltager med tilrettelæggelse af bl.a. julemarkedet og meget mere. En meget aktiv forening på alle områder og selvom det er helt unødvendigt at nævne, så fejres Thorsvangs fødselsdag og jul naturligvis med at brag af et par fester.
Får du lyst til at være medlem, så klik her og udfyld formularen. Dit medlemskort vil efterfølgende blive lagt på Thorsvang i Købmandsbutikken, så når du kommer næste gang – så spørger du bare efter dit medlemskort. Et personligt medlemskab koster 100,- kr. og for en virksomhed 250,-.
​
Bente sender et par nyhedsmail om året og information til alle aktive foregår på Thorsvang.
Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte bestyrelsen – de står på spring for at give dig den rette besked.
​
Persondatapolitik: Du kan læse hele vores databeskyttelsespolitik for Thorsvangs Venner [her]